fbpx
Vælg en side

Banke, banke på.

Hvem der?

Junkie

Junkie, hvem?

Junk i min mailbox.

barack obama mic drop GIF

Jeg finder selv ud..

I over et år har min Gmail mindet om en dunkel gyde i New York.

Fyldt med pis, lort og junk.

Det er i sig selv ubetydeligt. Men jeg kan ikke leve med bivirkningen, der følger med:

20.226 mails, der skriger på opmærksomhed fra en rød notifikationsboble, når jeg tænder skærmen på min iPhone.

“Det var godt nok mange mails, Nina!”
Ja, det er stukket af, men jeg har en god forklaring:

Sidste år gled min telefon ud af baglommen og ned i toilettet (classic!), så jeg shanghaiede en låner til jeg købte en ny. Konsekvensen var, at mit daglige mail-tjek blev forsømt som et efterladt hittegodsbarn, og antallet af ulæste mails voksede sig større end Gulddrengs selvtillid.

Fast forward til i dag; Røde notifikationsbobler på min iPhone giver mig OCD. Hvis jeg låser skærmen før de røde bobler er væk, bliver min faster kørt ned.

Men tanken om at deale med 20.226 mails for at fjerne en skide notifikationsboble, er værre end at skippe morgenkaffen (Du ved det. Det er slemt!).

Så indtil i går lavede jeg planken i syv minutter, løb otte gange rundt om huset uden at træde på stregerne og dansede Macarena i dobbelttempo for at forhindre, at min faster blev trukket ti meter hen ad asfalten.

Heeeey, Macarena!

Bevares, OCD’en holdt mig fra et medlemskab i Fitness World. Men tvangstanker er invaliderende og bør hænges i en galge på en bakketop.

Og i mere end et år havde OCD’en revet mig rundt som dens lille bitch. Men i går fik jeg nok. Det var på tide at bygge den galge:

Mission hovedrengøring i min mailbox blev skudt i gang. Og jeg var helt inde i krogene. Selv sofaen blev rykket ud fra væggen. Shit, der gemmer sig meget crap under en sofa!

Velkommen til en guidet tour under sofaen, i gyden i New York, i min mailbox.

 

SIGHTSEEING SKUDT I GANG!

Vi starter i Spam-mappen. Den var en form for magisk lampe med 20.226 Geni’er, der kunne opfylde ønsker. Der var nemlig mails med formlen på faste baller uden at lette røven fra sofaen, svaret på, hvordan jeg bliver milliardær på 20 minutter, hemmeligheden bag en 7-figure business, og chancen for at vinde 12 års forbrug af viagrapiller.

I Promoveringer-mappen fandt jeg et hav af nyhedsbreve, der havde været min co-pilot gennem en 20 år lang identitetskrise. Krisen gik bedst under navnet ”Hvem-fanden-er-jeg?”. De mails var af mere – lad mig sige – spirituel karakter.

“Sagde du spirituel co-pilot?!”
Ja. Og jeg var ligeså desperat som det lyder!

 

“HVEM FANDEN ER JEG?”-KRISEN

Når barista-damen på Starbucks spørger, om jeg vil have karamel– eller chokoladesirup i min iskaffe, ligner jeg én, der bliver stillet million-spørgsmålet i Hvem Vil Være Millionær – uden muligheden for at ringe til en ven.

Det lyder som et first world problem. Men inden i mig, skaber det en 3. verdenskrig.

For i vores del af verden, i vores kultur, i vores konkurrencesamfund, er der ikke plads til ubeslutsomhed. Du skal vælge hvad du vil dedikere dit liv til inden du går ud af 2. klasse.

Egentlig ikke for din egen skyld, men for de voksnes skyld. Autoriteternes skyld. Skolesystemets skyld. Arbejdsmarkedets skyld. Samfundets skyld.

De vil så gerne mase dig ned i en kasse, så de ved, hvor de har dig. Og så skal du blive dér. Ellers fucker du med deres tillid og din egen troværdighed.

 

PÅ TUR I MAGASIN
Lærere, studievejledere og karrierecoaches har forgæves prøvet at spore mig ind på mit one true calling. Og hver gang har deres desperate forsøg på at få mig til at passe ind, føltes som en mislykket shoppingtur i Magasin.

Du ved – en af dem, hvor prøverummet er forvandlet til en sauna, og ekspedienten forsøger at mose dig ned i et par bukser, der er 4 numre for små. Så du suger maven ind, laver små hop, hiver i buksekanten og spjætter lidt med benene i håb om, at dine hævede ankler kan fødes gennem buksebenet. Og du ved, at bukseknappen bliver til et mordvåben med 120 km i timen i det sekund, du puster ud (please, lad den ramme ekspedienten). Og fordi lamperne i prøverummet kaster et uheldigt lys på dine vinterblege lår, så appelsinhuden danser tango op i dit fjæs, ender du med at gå grædende hjem i alt for stramme bukser.

Folk med en brolagt plan for resten af livet, har stillet mig angstprovokerende spørgsmål:

Skal du ikke have en uddannelse?
Du må da vide, hvad du gerne vil læse?
.. Og hvad du skal bruge det til?

I skolen blev jeg trukket igennem et bjerg af velmenende hvilket-arbejde-skal-du-have-når-du-bliver-stor-tests, hvor den ene valgmulighed konsekvent udelukkede den anden:

Hvor vil du helst arbejde?
A) På kontor
B) I naturen

Hvordan vil du helst holde ferie?
A) Charterferie
B) Storbyferie

Hvad siger mest om dig?
A) Jeg kan bedst lide at være aktiv
B) Jeg kan bedst lide af sidde stille

TILLYKKE! Du bliver en fantastisk tømrer!

Wtf?!

Fordi der ikke var tale om multiple choice, gik jeg på kompromis med mig selv og blev tvunget til at udelukke ting, jeg stod for.

Story of my life.

For sandheden er, at jeg elsker at snakke om kærlighed over en flaske rødvin. Og jeg elsker at fortælle knock-knock jokes og lave pruttelyde i armhulen over en kold Classic på Kurts Mor (som i øvrigt har et indeklima, der giver lungecancer, hvis du så meget som overvejer at gå derind. Men de har øl til en 10’er, så det går på en måde lige op).

Jeg elsker at danse på bordene efter min 7. Strawbarry Daiquiri.. Okay, 4. Daiquiri. Og jeg elsker at krybe op i hjørnet af min sofa og forsvinde ind i Grey’s Anatomy med Holiday-dip i mundvigen.

Jeg elsker at bestille roomservice fra min king-size bed på Radisson med udsigt til Caribiens kyst efter en hot dag ved poolen. Og jeg elsker at spise leverpostej på dåse (den blå), og sove under myggenet på dorms med 12 svedige backpackere, bed bugs, lyden af cikader og lugten af en slentretur på Pusher Street.

Jeg elsker videnskabens nul-tolerance overfor modargumenter. Og jeg elsker den spirituelle tro på, at der er mere mellem himmel og jord.

Jeg elsker chokolade. Og jeg elsker karamel.

Jeg kan ikke tage beslutninger. For jeg vil det hele. Og kan lide det meste. I min verden udelukker karamel ikke chokolade.

Men spørger man samfundet, render jeg rundt som en høne uden hoved i meget, MEGET stramme bukser. Jeg er en forvirret, rodløs og utilregnelig millennial, der shopper usammenhængende interesser som Kidd laver damer. Og lige om lidt skyder jeg mit 13. fjumreår (skod-ord) i gang  😱

Men hvordan fanden kan jeg vælge mellem 100 studier, når jeg ikke kan vælge mellem karamel- eller chokoladesirup?

Spørgsmålet får os tilbage til de spirituelle junk-mails.

 

“hvem fanden er jeg?”-krisen fortsÆttes..

Hverken lærere, vejleder eller jeg selv kunne fortælle mig, hvem jeg var. Så jeg måtte ty til andre metoder.

Så jeg inviterede den spirituelle verden på en uforpligtende date i min mailbox. Jeg mener – en virtuel kop kaffe og en håndaflæsning i cyberspace har vel aldrig skadet nogen? Så jeg tilmeldte mig en hær af nyhedsbreve og spillede fuld plade på alverdens spirituelle overbevisninger.

Jeg havde sat online Heksedoktorer, Shamaner og Mayamedicinere på en opgave, der var sværere end at holde sig vågen til et afsnit af Paradise Hotel. Med krystalkugler, røgsignaler og hypnose ledte de forgæves efter svaret på spørgsmålene: Hvem er Nina og hvad er planen med hendes liv?

Jeg var også ude i numerologi. Måske ville jeg finde mig selv, hvis jeg tilføjede et ekstra “N” i mit navn. Eller måske to “n’er” i midten. Ninnna. Eller et stumt “h” efter “a” og apostrof over “i’et”. Nínah.

Jeg fik lagt tarotkort hos en gammel heks med vorte på næsen og skægstubbe på hagen. Hun kogte blå suppe i en sort støbejernsgryde, der boblede midt i den mørke stue. Flagermusene sværmede i loftet og rundt om hendes spidse hat, der dækkede det meste af hendes fedtede grå hår.

Okay, okay – hun havde ikke fedtet hår.

Anyway.. Hendes hus duftede af pandekager. Hun rakte et fad frem og tilbød mig en. Men jeg sagde pænt nej tak. Man har vel lært en ting eller to af Hans og Grete. Hendes spådomme gav det samme resultat som en Google-søgning.

Horoskoper fortalte mig, at der ville ske noget spændende og livsændrende inden for en uge. Og jeg begyndte at filosofere over, hvad det betød;

Mon Steven Spielberg kom til at tabe sin kaffe i skødet på mig på Starbucks, invitere mig backstage i Hollywood som undskyldning, og 5 år senere ville Oscar ikke bare være navnet på min fætter, men en forgyldt mandekrop med sixpack på min reol (og på mit profilbillede på Facebook)?

Faktisk havde horoskoperne samme effekt, som en Lottokupon. Du ved, inden ugens vindertal er trukket, drømmer du dig til Bali iført en let hørbuks, solbriller i håret og Bailey on the rocks i blodet.

Men når ugen er omme, sidder du i din sofa med en gevinst på 47 kr. og hører kun regnen slå på ruden, Bornholmerurets *tik-tak* og pustet, der slukkede dine drømmes brændende lys.

Men heldigvis findes håbet, så du køber en Lottokupon igen i næste uge. Og jeg skrev mig op til endnu et horoskop.

 

Home, sweet home!

Jeg var mildest talt på ørkenvandring i min identitet. Jeg var dehydreret, udsultet og helvedes solskoldet. Lige indtil den dag i 2016, hvor der tikkede en mail ind. Emnefeltet var: Sådan stod sol, måne og stjerner da du blev født – og det fortæller alt om dig, Nina.

Det var som at skimte en oase ude i horisonten, og jo tættere på jeg kom, jo tydeligere kunne jeg se et palmetræ, der skyggede for et lille vandhul.

Mailen var en enkeltbillet hjem til mig selv. Helt seriøst.

I mailen stod der:

Nina, du er Skytte med ascendant i Vægtens tegn. Det er du fordi du blev født d. 27. november 1986 kl. 03:36 på Slagelse Sygehus på breddegraderne 11 og 56.

Du er ikke så glad for at skulle tage en definitiv afgørelse. Der er så mange både/og’er, du er nemlig god til at se en sag fra flere sider og finde dem alle brugbare. Din tendens til at være holdningsløs er altså egentlig et resultat af en objektiv, altfavnende evne. Men den kan dog også få folk til at opfatte dig som vattet. Ingen afgørelser er endelige for dig, du er parat til at ændre dem efter behov.”

Den mail gav identitetskrisen en ordentlig olfert og 15 smølfespark i kokosnødderne.

Jeg indså, at jeg havde været så plaget af andres meninger og forventninger, at jeg ikke evnede at lukke det ude og lytte til mig selv.

Det viste sig, at den lange ørkenvandring ikke var en søgen efter mig selv. For jeg havde hele tiden vidst, hvem jeg er. Men samfundets iver efter at putte mig i kasser forvirrede mig, og trak mig længere væk fra – ja.. Mig.

 

JA, JEG ER ET FREAKING PARADOKS!

Jeg er backpacker og luxusdyr. Jeg er en festabe og Netflix-sucker. Jeg lader mig vejlede af videnskaben og inspirere af det spirituelle. Jeg er introvert og ekstrovert. Jeg er copywriter, forsker, globetrotter og webdesigner – på samme tid! Og jeg smører leverpostej på det brød, jeg har bestilt hos roomservice, hvis det er det, jeg vil.

Hovedrengøringen i min mailbox mindede mig om det. Det er nødvendigt at blive mindet om i ny og næ. For vi vil altid møde mennesker, der ikke forstår kreative hjerner. Men kreative mennesker har messy minds. It’s science. Og vi skal lære at leve med, at blive misforstået i lange perioder gennem livet.

Samfundet hvæser ”enten/eller”. Jeg skråler ”Der Er Et Yndigt Land” med hånden på hjertet og laver bølgen for ”både/og”.

Så hvis du har et messy mind lige som mig, håber jeg, at du vil skråle med mig.

Jeg mener – har du smagt iskaffe med karamel- OG chokoladesirup?! 🤤