Læsetid: 7 minutter
Dette blogindlæg er skrevet under Copenhagen Pride Week i august 2018, men indholdet er stadig højaktuelt og jeg bringer derfor blogindlægget igen for at hylde World Pride Week 2021 🏳️🌈
I denne uge valfarter homoer og Pride-sympatisører til Rådhuspladsen i København for at deltage i Copenhagen Pride Week. Dog er det langt fra alle homoer, der er ude at vifte regnbueflaget. Mange LGBTQ+-personer skammer sig nemlig over deres fellow-gays og føler sig intimideret af 2 meter høje Drag Queens i stiletter, maskuline kvinder i læderjakker og feminister med bare bryster. De mener, at Priden er en latterliggørelse af homomiljøet og et direkte bidrag til de mange negative fordomme, der kaster skam over minoriteten rundt om i det danske land.
Det er med en vis tristhed, når jeg lægger ører til denne anskuelse af Gay Pride. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at denne gruppe af mavesure homoer, er nogle utaknemmelige skarn, der bare skulle vide.. Derfor benytter jeg anledningen af Copenhagen Pride Week til at huske folket på, hvad det egentlig er, vi fejrer, når vi med stolthed hæver det regnbuefarvede flag over hovedet i Københavns gader.
Gay Pride er mere end fjerboaer, palietter og regnbuer. Pride er mere end en gadefest, der skydes ud af et konfettirør. Pride er en kamp for frihed. En kamp for alles ret til at elske et andet menneske ubetinget. Pride er en mangfoldig hyldest til kærlighed og mennesker. Og kærlighed mellem mennesker.
Men Gay Pride er også til for at fejre de utallige besejrede kampe, mens vi minder hinanden om, hvor mange kampe der fortsat er ubesejrede. For selvom ligestillingen i Danmark har fået vinger, så mangler den stadig at nå samme flyvehøjde, som den traditionelle forestilling om et heteroseksuelt parforhold.
Sætter vi os op i helikopteren og betragter ligestillingen i Danmark fra de højere luftlag, så er vi kommet langt. Meget langt. Homoseksuelle må blive gift – og endda med hinanden. Vi må få børn med økonomisk støtte fra staten. Vi må adoptere til trods for, at mange adoptionslande ikke ønsker at afgive børn til homoseksuelle par. Vi kan gå hånd i hånd på gaden uden at blive straffet – af loven i hvert fald. Danmark rummer og tolererer homoseksualitet, og det viser sig i lovgivningen og i samfundsdebatten. Men hvis vi lander helikopteren i Hr. og Fru Danmarks baghave – i storbyen, i provinsen og i udkantsdanmark – så ser hverdagen og virkeligheden en smule anderledes ud. Ikke meget, men dog nok til, at det har betydning.
I CAN’T EVEN THINK STRAIGHT
Jeg bliver ofte spurgt: ”Hvornår sprang du ud?” Og selvom spørgsmålet er velmenende og bygger på en oprigtig nysgerrighed og interesse, så må jeg modificere spørgsmålet: ”Mener du, hvornår jeg sprang ud første gang?” For sagen er den, at homoseksuelle springer ud mange gange i livet. Hver gang vi befinder os i en ny kontekst blandt nye mennesker, så springer vi ud. Hvad end vi starter i et nyt job, flytter til en ny kommune, er nye borgere i byen og nye i foreningslivet. Eller når vi har fået en fremmed til bords ved et bryllup.
De fleste homoer husker den første gang de sprang ud, og det var med stor sandsynlighed forbundet med frygt, angst og usikkerhed. Og selvom vi måske bliver bedre til at håndtere det med tiden, så bringer de efterfølgende ”udspring” stadig mange overvejelser og til dels bekymringer med sig:
Skal jeg skrive i jobansøgningen at jeg er lesbisk og bor sammen med min kvindelige kæreste? Eller skal jeg vente og lure stemningen til en eventuel jobsamtale? Og hvis det heller ikke helt passer ind der, hvornår skal jeg så breake det til mine nye kolleger? Ved frokostbordet i kantinen, når jeg bliver spurgt: ”Nåh, hvad laver ham din kæreste så?” Eller skal jeg blive i skabet til folk er stangstive i Linie Akvavit til julefrokosten?
Disse overvejelser tager ikke let på os, og mange af os er decideret bange for at springe ud – ikke kun første gang, men hver gang. Op mod 100.000 LGBTQ+-personer skjuler deres identitet, når de er på arbejde. Det er ca. halvdelen af homomiljøet, der forklæder sig i kamuflagedrager 5 ud af 7 dage om ugen!
Og det leder mig hen til ”Anders”, som jeg mødte for 10 år siden på en homobar i Aarhus.
”Anders” boede i Aalborg, men brugte de fleste af sine weekender i Aarhus, for der kunne han være sig selv, som han sagde. I dobbelt A levede ”Anders” i et heteroseksuelt forhold med en kvinde, der var lykkeligt uvidende om ”Anders’” dobbeltliv. I Aalborg levede han en tilværelse i diametral modsætning til den solstrålende partyboy, som jeg kendte fra homobaren i Aarhus. ”Anders” ejede dansegulvet med et sæt hofter, der shakede lige så heftigt som Shakiras og han bekræftede på mange måder den stereotype fordom om en bøsse med løse håndled, lys stemme og en let læspen. Han var A M A Z I I I I N G!
Men ”Anders” var kun ”Anders”, når han var i Aarhus. Han fortalte mig, at han ville få tæsk af sine venner, blive udstødt af sin familie og måtte leve på flugt fra hele sin omgangskreds, hvis han sprang ud. Så han valgte i stedet at bære masker i hverdagene og være tro mod sig selv i weekenderne.
Jeg blev synderknust, da han fortalte mig sin historie, og jeg er det sådan set stadig på hans vegne. Og det var ikke just en trøst, da jeg gennem perifere bekendte fik at vide, at ”Anders” i dag er gift med en kvinde og har fået et barn. Og at han i virkeligheden ikke hedder Anders.
Hvad angår mig selv, har jeg været forskånet for fordomme, had og trusler. Og det kan jeg takke min familie, mine venner og mine omgivelser for. Og Gay Pride naturligvis. Og derfor skammer jeg mig også lidt, når jeg lader mig irritere over noget, der blot er formaliteter. I forhold til ”Anders’” historie er formaliteter ubetydelige. Og så alligevel ikke. Jeg snakker om dengang jeg skulle registreres som medmor, da min søn kom til verden for 3 år siden. Selve registreringen som medmor gik problemfrit. Værre gik det, da min arbejdsgiver skulle anmode om refusion af barselsdagpenge hos Udbetaling Danmark. Det gik helt i kage, fordi jeg ikke var registreret som far til barnet. En selvsagt umulighed, fordi jeg har et CPR.-nr., der ender på et lige tal. Det gjorde mig pisse frustreret og jeg kan huske, at jeg tænkte, at nok er vi kommet så langt, at loven tillader mig at være medmor til mit barn, men vi er åbenbart ikke kommet så langt, at det kan registreres – så hvor langt er vi egentlig kommet?
Det korte svar er: Ikke langt nok.
Og derfor er Gay Pride vigtig, og bør betragtes som en form for nytårsaften, hvor vi reflekterer over året der er gået, fejrer nuet, og laver målsætninger for det kommende år. En begivenhed, der ligger i et limbo mellem det vi har opnået og det vi endnu har at kæmpe for.
Til Gay Pride mindes vi de mennesker, der hver dag står op for den diskrimination, fordømmelse og forargelse, der hersker med tusind ansigter rundt om i verden.
Alle dem, der lægger skæbne til tilråb på gaden, overfald, fængsling, tortur og død.
Vi sender varme tanker til de mennesker, der er født i et land, i en kultur, i en religion, eller i en familie i Aalborg, der ikke tillader ubetinget kærlighed.
Vi minder os selv om, at vi skal bære over med de mennesker, der i sagens natur ønsker os det bedste, men af ren uvidenhed og en smule berøringsangst, mislykkes i deres velmenende forsøg på, at vise rummelighed, nysgerrighed og interesse.
Vi hylder de mennesker, der har hengivet deres liv til kampen for frihed, retfærdighed og ligestilling, og hellere opgiver livet frem for at de, du og jeg skal leve i undertrykkelse. Og vi omfavner de ildsjæle, der tør at skille sig ud for en større sag – for vores sag. Stiletter eller ej. Læderjakker eller ej. Bare bryster eller ej.
Gay Pride er en hær af tusindvis af smukke mennesker i alle højder, former og farver, der hæver regnbueflaget i en fælles kamp for frihed til at elske. Gay Pride latterliggør ikke homo-miljøet, men frigør det. Det er denne hær af mennesker, der er årsag til, at jeg med en forholdsvis ro i stemmen kan sige:
Ja, jeg er homo!
P.s. Her ser du et billede af Anne-Katrine (min kæreste) og jeg til Copenhagen Pride 2011. Tema: Pimps & Sailor-hoes! Det skal siges at Copenhagen Pride – udover at være en kærlighedsfest – også er en god undskydlfing for at genleve studenterkørslen og drikke Bacardi Breezer kl. 8 om morgenen 💃🍹
Xoxo,
Nina 💕
