.Læsetid: 4 minutter
HVAD VIL DU VÆRE, NÅR DU BLIVER STOR?
Kan du mærke panikken sprede sig i din krop?
Seriøst. Spørgsmålet giver mig myrekryb. Og det er ikke på den fede måde. For det var kun som barn, jeg kunne give et ærligt svar. Dengang ville jeg være astronautdronning, måneprinsesse, sørøverkonge og stjernefanger. Som børn har vi jo lov til at fantasere og drømme stort.
Men op igennem mine teenageår og blomstrende 20’ere, havde jeg ingen anelse om, hvad jeg ville være, når jeg blev stor.
Og problemet var ikke, at jeg ikke havde nogle interesser. Problemet var, at jeg havde for mange.
I folkeskolen gik jeg til blokfløjte, kor, badminton og håndbold. Jeg elskede at skrive og rejse, var en haj til rundbold og samlede dimser op fra vejkanten, som blev brugt til at bygge en legetøjsmaskine. Desværre havde julemanden fået samme idé og var hurtigere til at føre det ud i livet.
Hvem griner nu? Ho ho ho.
Nogle interesser havde jeg på samme tid, og andre blev erstattet af nye.
Selv da jeg stod med min studenterhue og fejrede mit middelmådige gennemsnit, shoppede jeg rundt mellem tusindvis af interesser. Og der begyndte jeg at se et mønster:
Jeg nørdede et emne til uigenkendelighed og da det lå på rygraden, mistede jeg interessen. Kedsomheden trængte sig på og motivationen fløj til de varme lande uden mig.
Endnu et ufærdigt projekt til samlingen. Og endnu en grund til at tro, at jeg var rodløs og snot forvirret.
Men hey! Lige bagefter fandt jeg en billig guitar på nettet. Og jeg havde altid ønsket mig at spille ligeså godt som Jimi Hendrix.. Og min far.
Et klik på ”Køb”, og et nyt projekt var skudt i gang. Indtil det blev kedeligt.
Men så fandt jeg ud af, at ledelse og kundeservice var en hel videnskab i sig selv. Skide spændende. Så jeg gik all in. Indtil jeg lærte alt, der var værd at vide.
Waving goodbye.
Repeat.
ANGST OG SKYLDSPROVOKERENDE OVERSPRINGSHANDLINGER
Men sanheden er, at mønsteret gav mig angst. Og særligt over to ting:
1 Hvordan kunne jeg nogensinde gøre alle mine usammenhængende interesser til et arbejde? Var jeg virkelig nødt til at vælge én interesse og ignorere alle de andre? Og dermed leve med, at udelukke vigtige dele af mig selv?
2 Den anden ting var mere personlig: Var jeg ikke god nok? Var der noget galt med mig? Hvorfor kunne jeg ikke nøjes? Ville jeg nogensinde blive taget alvorligt af andre? Var jeg utilregnelig? Hvorfor passede jeg ikke ind?
Ærligt, så triggede spørgsmålet ”hvad vil du være, når du bliver stor?” en 20 år lang identitetskrise, der overgik mit teenageoprør (min mor er nok ikke enig) og min fuck-jeg-er-homo-(!)-krise.
For jeg følte, at samfundet forventede noget af mig, som jeg ikke kunne give. Og jeg kunne ikke engang finde trøst hos mine venner.
For de var godt i gang med Jura og Statskundskab. De vidste alt om sig selv; hvor de skulle bo, hvor mange børn de skulle have, hvordan de ville fries til, hvem der skulle med til deres 10-år-ude-i-fremtiden bryllup, og hvilken hårfarve den heldige bejler skulle have – for ellers var han ikke den rette.
Men mest af alt, følte jeg skam og frustration. Jeg følte mig misforstået af verden. Faktisk så meget, at jeg selv var i tvivl om, hvem jeg var. Og hvordan kunne jeg på nogen måde vide, hvad jeg gerne ville være, når jeg ikke vidste hvem jeg var?
“For os, der er har mange skiftende interesser, rammer vi før eller siden et punkt, hvor spørgsmålet ikke længere er nuttet, men noget der holder os vågne om natten.”
Hvis du kan genkende dig selv i det her, så stil dig selv spørgsmålet:
Hvor har vi lært, at det er unormalt at have mange interesser?
Vi er vokset op i en kultur, hvor konkurrencesamfundet rækker så langt ind, at det nu også dikterer, hvordan vi skal strukturere vores liv. Og hvis de ting vi godt kan lide ikke passer ind i en kasse, bliver vores interesser gjort til skyldsprovokerende overspringshandlinger frem for meningsfulde kompetencer.
Den skærer jeg lige ud i pap, så selv politikerne forstår:
Som barn blev du spurgt om, hvad du ville være når du blev stor. Dengang var dit svar nuttet. Stjernefanger – cute, ik?
Og spørgsmålet er væltet hen over dig i flere variationer gennem livet. F.eks. dengang du skulle beslutte dig for et højniveaufag i (indsæt valgfri skole).
Men for os der er har mange skiftende interesser, rammer vi før eller siden et punkt, hvor spørgsmålet ikke længere er nuttet, men noget, der holder os vågne om natten.
Hvorfor?
Fordi spørgsmålet inspirerer os til at drømme om, hvad vi kan blive, men det inspirerer os ikke til at drømme om ALT, vi kan blive. Og det lægger sig som en tung dyne over vores kreativitet og evne til at have os selv med, i de valg vi træffer.
Så da jeg som 12-årig sagde til min dansklærer, at jeg ville leve af at rejse og skrive, og fik responsen: ”Nåh, det er sødt, Nina. Men hvad vil du i virkeligheden være?” – der mistede jeg ikke kun troen på, at alt var muligt. Jeg mistede også troen på mig selv og min kreativitet, for at passe ind i en kasse. Og det har hunted mig lige siden.
(Skud ud til min dansklærer, der tydeligvis ikke så en fremtid for Lonely Planet-bøgerne. Ho ho ho.)
VERDEN HAR BRUG FOR OS. OG VI HAR BRUG FOR HINANDEN.
Samfundet fortæller dig, at du skal finde én ting at hengive dit liv til. Men facts er, at der ikke er plads til os med mange interesser i de rammer. Og måske har du (ligesom jeg) følt dig alene. Måske føler du dig stadig alene. Og du bilder dig ind, at du ikke har noget formål i livet. Måske tror du endda, at der er noget galt med dig.
Men der er ikke noget galt med dig!
For du er en multipassioneret pioner (Oh yes, it’s a thing!).
Og der er plads til dig og din kreativitet derude.
Herude.
Sammen med alle os andre multipassionerede pionerer med messy minds.
Verden har brug for dig, dine mange passioner og kreative ninja-skills. Og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at skabe et liv rundt om alt det, du gerne vil være, når du bliver stor.
Tro mig. Alt er muligt.
Verden har brug for hele dig. Og vi har brug for hinanden.
Xo og fist bomb,
Nina
