fbpx

Læsetid: 3 minutter

For et par år siden blev jeg inviteret hjem til min veninde, Ida. Vi skulle pleje vores tømmermænd på sofaen i uldsokker, hyggebukser og i stærkt selskab med ViaPlay og en liter Ben & Jerry’s. Ida ville sørge for pizza, så jeg tænkte: Very nice, jeg tager fritter med. What’s not to like?

Jeg tog et outfit på, der kunne udvides i livet. Et helt perfekt match med Meat Lover-pizzaen fra Alibabas Pizzahouse og et Grey’s Anatomy-maraton.

Med fritter i favnen, gik jeg ind i Idas lejlighed og råbte: ”Heeeej Ida-mus! Uh, her lugter af prut..”

Ida svarede: ”Hvad mener du, her dufter da dejligt”, mens hun tog en hjemmelavet pizza ud af ovnen..

En hjemmelavet pizza..!

Bevares, der er som sådan ikke noget galt med hjemmelavet pizza. Men jeg fik alligevel den der ”uh adr”-følelse, som du får, når du tager en kæmpe tår appelsinjuice og tror, det er Cocio. For jeg troede jo, at jeg skulle sætte tænderne i en Meat Lover fra Alibabas.

Men det blev værre..

For lige bagefter sagde Ida: ”Jeg har fundet en mega lækker opskrift på blomkålspizza, som jeg syntes vi skulle prøve.”

Den sætning stoppede jordens kredsløb rundt om solen.

Jeg overvejede at tjekke min puls for at mærke, om jeg stadig levede. Jeg mener – blomkålspizza på en tømmermændsdag.. Wtf?! Mit outfit matchede salt og fedt – ikke vitamin- og næringsholdig wannabe pizza!

Lugten af prut i Idas køkken skyldtes altså ikke aftenens bytur med lidt for mange Mokaii og Mojitos, men derimod et forsøg på at kurere tømmermænd med tomat, ost og skinke.. På en bund af prut.

Jeg undgik prutte-pizzaen og gik direkte til pomfritterne og Ben & Jerry’s Cookie Dough.

Og det ville dine kunder også gøre.

For hvis dine produkter og ydelser er et mismatch med dine kunders behov — så begynder din virksomhed at lugte af prut, hvilket får kunderne til at sige: ”uh adr”.

Og det vil ske selvom din drømme-business er sat i verden for at gøre en forskel, og dine produkter og ydelser er lavet af kærlighed og kommer fra et velment sted. For det ved jeg, de gør. Ligesom Idas blomkålspizza. I know you.

Så et lille, men vigtigt råd:
Sørg for, at din virksomhed er Alibabas Meat Lover-pizza på dine kunders tømmermændsdage. For så er du i deres øjne en life saver 🦸‍♀️ Og det er der penge i.

Xoxo,
Nina 💕